At rejse er at dele

På sin rejse gennem Nepal, opdagede Emma, hvorledes gensidig nysgerrighed bryder vores fordomme og bringer os tættere sammen.

Af Søren Schousgaard

At overgive sig kan være svært. Det kræver oprigtig nysgerrighed, entusiasme og motivation. Særligt når det gælder det fremmede og det ukendte. Men for visse mennesker er dette møde med det nye og det anderledes en drivkraft. En drivkraft til at lære om sig selv, om andre og om livet. Emma er et af disse mennesker. Efter gymnasiet søgte hun at stifte bekendtskab med noget der stod i kontrast til hendes hverdag, hendes liv, hendes land. 

Det frie valgs fravær

”Jeg ville vildt gerne prøve at leve på en helt anden måde end man gør normalt,” fortæller hun med øjnene fulde af minder. Hun valgte at rejse til Nepal, hvor hun i den grad fik opfyldt sit ønske, på både godt og ondt. Særligt den meget tydelige forskel mellem mænd og kvinder bed sig fast i hende, og blev et symbol på det frie valgs fravær. Hun oplevede hvordan det var forventet af kvinderne at de ofrede deres komfort til fordel for det upraktiske traditionelle tøj. 

”Kvinderne skulle, hvis de var gift, bære store tunge halskæder for at symbolisere ægteskabet. Man så dem heller ikke vise sig frem i stramme jeans eller små toppe, men altid iført en lang sari, eller andet der dækker det meste af kroppen.”

Nysgerrighedens glæder

Hun fortæller mig om lange arbejdsdage, og om unge kvinder der grundet deres menstruation forvises til at spise og sove med dyrene. 
Jeg får langsomt fornemmelsen af en kultur der står i stærk kontrast til ikke bare vore vestlige normer og værdier, men også det billede af Nepal mange har, som værende et shangri-la.

Sjovt nok, så fortæller hun om det med et smil på læben, ja nærmest som om hun savner det. 
Umiddelbart lyder det måske mærkeligt, men det er jo det nysgerrigheden kan give os, en forståelse af det fremmede. Det giver os en mulighed for at se ting i en kontekst, tage andres perspektiv og derigennem fralægge os vores forsnævrede fordomme. 

Da jeg spørger hende om hvad hun har taget med hjem fra rejsen, svarer hun mig på overraskende vis. ”Den største værdi ligger for mig ikke i de erfaringer jeg har taget med hjem, men de erfaringer jeg har kunne videreformidle til den nepalesiske befolkning.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *