Knud ocshner og hans kone rejste i 1958 til landsbyen Tyaitoke i Tanzania. Her virkede han igennem otte år som præst. De otte år på det Afrikanske kontinent berigede ham ikke bare med fire børn, men også et nyt sprog, samt en livslang kærlighed til landet.
Af Søren Schousgaard
Når man træder ind i Hasle kirkes forhal, da møder man på sin venstre side en opslagstavle plastret til med annoncer for babysalmesang, forsvundne katte og næste tirsdags helt store kor oplevelse. Blandt alle disse hvide A4-ark er der dog noget, som skiller sig ud. Noget der fanger det nysgerrige øje.
Midt på tavlen hænger nemlig et billede af en flok langbenede og storsmilende afrikanere. Først fristes man til at tro, at det er nogle af de beboere fra bispehaven som til tider låner Hasle kirke til at samles om deres oprindelseslandes tro, men så ser man banantræerne på billedet. Meget kan man se i Bispehaven, men ikke banantræer.
En tilfældig annonce bragte Knud og Karen til Tanzania
Lad os med et propelfly rejse tilbage til 1958. Til Tanzania, eller som det hed dengang – Tanganyika. Her er Knud Ocshner og hans kone Karen lige landet.
De var begge præget af udlængsel efter at have færdiggjort henholdsvis teologistudiet og lærerseminariet. Egentlig havde de drømt om Chicago, men da de en dag faldt over en annonce fra Dansk-missions-samling i et af tidens dagblade, så tog de et såkaldt ”leap of faith.” Et valg der skulle vise sig at blive definerende for både deres, Landsbyen Kyaitoke og Hasle kirkes fremtid.
Knud Ocshner fungerede fra årene 1958-1962, og igen fra 1964 til 1968, som præst i landsbyen Kyaitoke. Imens passede hans kone, Karen, de fire børn, som de over årene bragte til verden på det afrikanske kontinent.
Et kontinent hvor de gennem mødet med lokalbefolkningen og andre missionærer fik åbnet deres øjne for verdens diversitet
og næstekærlighedens universelle tilstedeværelse.
Sabotøren, soldaten og næstekærligheden
Særligt husker Knud, hvordan den danske missionær, Anna Gård, i starten af halvtredserne havde arbejdet sammen med en tysk missionær.
”Under en af deres første samtaler var emnet faldet på krigen, og tyskeren måtte bekende, hvordan han i starten af 1945 var blevet udstationeret i Danmark.”
”Der skete ikke meget,” sagde tyskeren,
”men en aften var jeg ude for at lede efter en sabotør på et amtshospital i Sønderjylland, men jeg fandt ham ikke”.
”Nej,” sagde Anna Gård, ”for da i kom op ad den ene trappe, da listede jeg ham ned ad den anden””.
Selvom det ikke var mere end et lille årti siden, så formåede de at tilgive, og nød et langt og glædeligt samarbejde i en verden fjern fra efterkrigstidens åbne sår.
”Da jeg gerne ville være præst, så skulle jeg kunne snakke med alle”
Gennem årene i Tanzania dannede Knud tætte venskaber med forskellige personer fra lokalbefolkningen. Venskaber der var med til at nedbryde fordomme, som han inden afrejsen knap nok vidste, at han havde.
Knud havde nemlig anset sig selv som værende et fordomsfrit menneske, en tanke, der efter hans værnepligt havde motiveret ham til at melde sig som frivillig for en flok utilpassede unge på indre Nørrebro.
Han var af den indstilling, at hvis han ville være præst, så skulle han kunne tale med alle slags mennesker.
For Knud var hjemkomsten ikke ensbetydende med et endegyldigt farvel til Tanzania
Efter to perioder af hver fire år i Tanzania, vendte Knud og hans kone i 1968 hjem til Danmark. De bosatte sig i Hasle, hvor Knud blev sognepræst i den lokale kirke. Hvervet som sognepræst var dog ikke ensbetydende med et endeligt farvel til tiden i Tanzania.
Rejsen havde sat sine tydelige spor i Knud, og hans nye tilværelse i Danmark blev flettet uløseligt sammen hans ophold i Tanzania.
Knud har gennem årene skrevet diverse undervisningsmateriale om afrikansk kultur og religion, fungeret, i kraft af hans flydende Swahili, som tolk for congolesiske flygtninge og drevet en gruppe for nydanskere i Hasle kirke.
Den universelle kirke
I 1972 modtog Tanzania titusinder af flygtninge fra Burundi. Her havde været en massakre på hutsi folket, og mange af dem var derfor flygtet til nabolandene. Knud hørte fra sine kontakter, at hans tidligere hjem på den anden side af ækvator var hårdt presset på både mad og husly.
Han fik derfor ideen til at oprette en venskabsmenighed mellem Tyaitoke og Hasle. Et koncept der i 70’erne blev dyrket stort i den danske folkekirke.
Menigheden i Hasle bakkede selvsagt også op om forslaget, og i 1975 blev ideen til virkelighed. Det har betydet, at der over de sidste 45 år er blevet sendt penge ned til landsbyen i forbindelse med forskellige projekter, herunder udvidelse af infrastruktur, en sparekasse for landsbyens kvinder, skole uniformer til børnene og juridisk bistand til landsbyens svagest stillede.
Nogle vil måske spørge hvad kirkegængerne i Hasle får ud af en sådan venskabsmenighed? Til det er svaret ifølge Knud klart.
”Hver søndag så er Tyaitoke med i kirkebønnen, og det bliver jo et dejligt konkret billede på den universelle kirke.”
Næstekærligheden lever, på samme vis som Knud, sin tilværelse grænseløst.