27 årige Anders Lund Søbye fra Aalborg, var godt i gang med at stifte familie, såvel som karriere, da han sidste år fik konstateret leukæmi. I hans kamp mod døden oplevede Anders betydningen af familiens støtte, samt behovet for at leve livet nu, fremfor at udskyde sine drømme.

Af: Søren Schousgaard

Vi kender alle følelsen af at leve en tilværelse fuld af kontraster. En tilværelse præget af gode såvel som dårlige dage. Opture og nedture. Forventninger der indfries, og drømme der knuses. Dage, uger og år. År på hvilke vi igen og igen tænker tilbage, grundet de omvæltninger og forandringer disse bragte med sig. År hvor vi som mennesker beriges og berøves.

For Anders Lund Søbye blev 2019 et sådant år. Det var året, hvor han for første gang blev far. Og året, hvor han fik konstateret kræft.

Rock n research, og bleskift
Som så mange andre unge mennesker i den sidste halvdel af tyverne, så var Anders sidste år godt i gang med at stifte familie såvel som karriere. Den 27-årige civil ingeniør, og trommeslager, blev i januar for første gang far, til sønnen Falke. En stor berigelse af hans og konen Misses liv. Det var dog ikke kun den nye rolle som far, som Anders måtte finde tid til. Han var nemlig også dybt engageret i bandet 2nd Strike, samt i gang med en ambitiøs erhvervs-ph.d.
Tre tidskrævende titler der tilsammen tog sit tag på Anders.
”jeg knoklede bare… og følte mig tabt og forvirret.”

På trods af at Anders hen over sommeren opsøgte en psykolog grundet stress, så havde han i efteråret stadig en propfyldt kalender.

”Jeg havde et fuldstændig åndsvagt skema. Vi skulle spille en koncert, og morgenen efter klokken seks, der skulle jeg til Skotland for at lave nogle eksperimenter på universitet derovre. Jeg kommer hjem fredagen efter, og flyver så til USA lørdag morgen, for at tage del i en konference.”
Da Anders under konferencen bliver syg, tænker han derfor, at det må skyldes de mange flyveture og den travle tilværelse.

”Jeg var virkelig syg… Jeg var virkelig mandesyg”
Anders for det ikke bedre, da han kommer hjem.

”Jeg var lige hjemme et par dage, og så sagde jeg til min kone ´Jeg er nødt til at tage til lægen, jeg har det virkelig ad helvede til, jeg er døden nær.´ Jeg var virkelig syg… Jeg var virkelig mandesyg.”

Ved lægen får Anders desværre bekræftet, at han virkelig er syg. En blodprøve viser et abnormt højt antal hvide blodlegemer, og Anders bliver derfor kaldt direkte ud på hospitalet for at lave yderligere tests. Det resulterer i, at Anders i løbet af et enkelt døgn går fra at være virkelig mandesyg til at få konstateret akut myeloid leukæmi.

Da chokket havde lagt sig blev Anders ramt af et hav af følelser
Den nye virkelighed efterlader Anders i chok, men der går ikke længe, før han fyldes af ambivalente og modstridende følelser.

”Du har så mange følelser… Det her sker ikke for mig, det er den første følelse du har. Det her det er skjult kamera, det er en fejl, et eller andet… Så har du en følelse af, at livet er det smukkeste og mest fantastiske i hele verden. En virkelig dyb følelse af kærlighed til livet og til andre mennesker. Og så har du en ekstrem eksistentiel frygt, både for dig selv, men mest af alt for dine pårørende. Det jeg frygtede allermest for, det var for Misse og for Falke, og at jeg ville efterlade dem.”

Anders kæmpede for sin familie
Familien har for Anders ikke kun været en bekymring, men også en drivkraft samt en stor støtte.

”de har reddet mit liv, det er jeg overbevist om. Mine chancer havde været betydeligt dårligere, hvis jeg ikke havde haft dem. Det var dem der fik mig igennem dagen, det var dem der holdt mit mod oppe, det var dem der ikke gjorde at jeg blev ensom og skør, det var dem der gav mig noget at kæmpe for. Jeg har kæmpet for min familie, jeg har ikke kæmpet for mig selv.”

I februar 2020 gennemgår Anders et af de mest ekstreme indgreb, som der foretages i det danske sundhedsvæsen
I februar 2020 får Anders foretaget en knoglemarvstransplantation. Det foregår på den måde, at man ved hjælp af kemo og stråling slår kroppens immunforsvar ihjel, således det kan erstattes med et nyt fra en donor. Det er et af de mest ekstreme indgreb der foretages i det danske sygehusvæsen, og kun to tredjedele af dem der gennemgår det overlever. I den tid det tager for kroppen at vænne sig til den nye knoglemarv, da isoleres patienten, eftersom selv en simpel forkølelse kan have dødelige konsekvenser.

Selvom de fire uger i isolation var begyndelsen på et liv uden kræft, så var de for Anders stadig hårde at komme igennem. Udover transplantationens smertefulde bivirkninger, så var det kropslige traume en stor mundfuld at bearbejde.

”Da jeg trappede ned på morfinen, så blev jeg lige så stille klar i hovedet igen, og der blev det rigtig hårdt. Det er lidt ligesom, hvis du lige har løbet et maraton. Pludselig mærker du, hvor ondt det gør i dine fødder, og det går op for dig, at du lige har været igennem noget fuldstændig sindssygt. Det er svært at kapere, det er svært at rumme. Det bearbejder man ved at græde det ud. Så jeg græd, og græd, og græd.”

Ud af survival mode, og ind i parforholdsmode
I dag er Anders kommet hjem til hans familie, og på trods af det lange sygdomsforløb er han allerede i gang med at male terrassen. Terrassen er dog ikke det eneste der bliver brugt tid på.

”Mig og min kone har jo ikke haft et almindeligt forhold i et halvt år nu, fordi vi har været i survival mode. Det tager tid at komme ud af. Kærligheden skal man finde igen, man skal finde hinanden igen – ud af survival mode og ind i parforholds mode.”

”Jeg kan vælge hvordan det skal påvirke mig”
På sigt drømmer Anders om at blive selvstændig og derved få mulighed for at arbejde hjemmefra. Trommestikkerne vejer også stadig tungt i Anders tanker, og ligeså gør drømmen om en lillebror/søster til sønnen Falke.

Selvom frygten for at kræften kommer igen altid vil være der, så lader Anders sig ikke lamme af usikkerheden.

”Jeg kan vælge, hvordan det skal påvirke mig. Jeg kan vælge, om det skal lamme mig, eller om det skal presse mig til at leve det liv, jeg gerne vil leve. Jeg har valgt det sidste.”