37-årige Steffen Sands liv har altid været præget af genbrug. Lige fra dengang han som dreng skraldede slik bag den lokale grossist, til han som voksen skraldede mad til folk i nød. Hans hus er bikset sammen af gamle materialer, der har fået nyt liv, og så har hans syn for genbrug som en ressource været med til at bytte guldbajerne ud med godt humør, meningsfuldt arbejde og nye relationer.

Af Søren Schousgaard

På besøg i Pallepaladset
På en solrig mandag i Maj måned vandrer jeg afsted ud ad en lille landevej. En vej der fører mig ud af Skødstrup by, i retning af motorvejen mod øst. Den larmer.
Jeg er ikke nået langt ud af byen, før jeg finder mit mål. En lang grusbelagt indkørsel der er omgivet af alverdens skrammel. Skrammel for mig i hvert fald. Der står et par gamle campingvogne på højre side, og modsat dem ligger nogle lange brædder. Jeg kan også se en bunke af gamle cykler samt alverdens byggematerialer.
Jeg bevæger mig ind på matriklen, og lægger med det samme mærke til, hvordan den travle og monotone støj fra motorvejen fortager sig. De store smukke træer, der omkranser grunden, er et yderst effektivt værn mod bilernes brølen.
For enden af indkørslen ligger der en gammel gård, og lidt før den, to gamle skurvogne. Det er dem, jeg er på jagt efter, for her bor Steffen Sand.

Akkompagneret af forårets dufte viser Steffen mig rundt på grunden. Det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke bare er skrammel, der ligger spredt rundt omkring. Det er materialer. Gamle udtjente ting der venter på nye formål. Formål, som de før eller siden, nok skal få. For eksempel de mange paller der er brugt i forbindelse med istandsættelsen af de to skurvogne.

”Altså, jeg kalder det jo Pallepaladset, fordi det er sådan et meget brugt materiale herude.”

”Når man gerne vil forsøge at leve billigt, så giver det mening at genbruge”
Det har for Steffen aldrig været hverken bundlinjen på bankbogen eller guldbelagte biler i garagen, som har motiveret ham. Han har i stedet været drevet af en lyst til at skabe, og være til. Være til og føle friheden. Friheden til at leve sit liv efter lyst.

”Jeg havde jo, fra jeg var helt ung, et helt konkret sigte om, at jeg ville forsøge at skabe mig en tilværelse, hvor jeg ikke skulle være så afhængig af at tjene så mange penge, men egentlig bare kunne få lov til at være og have det godt med nogle gode mennesker omkring mig.”

At genbruge har derfor været en helt essentiel strategi for Steffen.

”Når man gerne vil forsøge at leve billigt, så giver det mening at genbruge. Så lang tid før, at det blev et klimaspørgsmål, der har jeg jo genbrugt og øvet mig i at nedforbruge.”

Selvom frihed gennem genbrug måske lyder som en nem vej gennem livet, så har den ikke været helt uden bump og bøvl.

Genbrug er blevet trendy
På trods af, at det er de færreste, der vælger at finde både aftensmad og hoveddør i en container, så er genbrugstendensen, ifølge livsstilsekspert Helle Lundgaard, ikke helt ualmindelig.

”Jeg mener det er blevet en trend. Det er simpelthen en modreaktion på overforbruget, som jo også hænger sammen med klimadebatten og meget mere. Folk de har ligesom fundet ud af, at det ikke kan nytte noget at forbruge så sindssygt og forurene så meget.”

At genbrug og ressourceudnyttelse er blevet trendy, kan man blandt andet se ved de mange organisationer i samfundet, som arbejder for at sætte fokus på madspild, forurening og andre forbrugsrelaterede problemer. Dog har det at genbruge ikke kun pragmatiske fordele. Det enkelte menneske kan også finde en stor personlig værdi i at genanvende.

”Det er jo en selvtilfredsstillelse. Når man bare går ud og køber nogle varer, så vil det være en øjeblikkelig behovstilfredsstillelse.
Når det i stedet er noget, man selv har gjort, så føler man sig kreativ og kan høste anerkendelse på det, og så er man jo helt oppe at ringe i forhold til selvrealiseringen.”

Det er måske denne blanding af pragmatiske og personlige fordele, der gør, at genbrug i dag anskues på en anden måde end tidligere.

”Før var der nogen der rynkede på næsen af genbrug og sagde ”gammelt lort” og sådan noget. Men flere har fået øjnene op for værdien i tingene. Så det er blevet lidt mere allemandseje i forhold til tidligere, hvor det lidt var de indviede, der gjorde det.”

Gøgler, far og bipolar
Som ung mand fandt Steffen hurtigt hans rette hylde på gøglerskolen. Der fik han lagt grundlaget for et liv, hvor arbejde og leg, på samme vis som en gøgler, og hans gode humør hang uløseligt sammen. Steffen jonglerede sin vej gennem diverse projekter og forestillinger, og livet var godt.

Men da Steffen som 23-årig blev far, opstod der et behov for masser af bleer, mere mad, nyt tøj, og i sidste ende, dybere lommer.
Steffen byttede derfor den ethjulede cykel ud med et par flyttehandsker. Først som vikar, senere som selvstændig med eget flyttefirma.

Firmaet var egentlig en succes, men det led desværre et knæk, da finanskrisen ramte Danmark i 2008.

”Når økonomien den går ned, så er der nogle ting, som folk lærer at de godt kan selv. En af de ting er flytning.”

Steffen afviklede derfor firmaet, hvorefter han indgik en aftale med jobcentret om muligheden, for igennem tre måneder, at forsøge at få stablet et gøglerprojekt på benene.

Men det var en stor mundfuld og efter et år med store omvæltninger i økonomi, bopæl og parforhold, var Steffen slidt op. Han var udkørt. Gøglerens frihed var blevet kapret af kampen for at holde familien oven vande.

”Filmen den knækker. Jeg bliver simpelthen overbebyrdet.”

Steffen blev manisk og måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling. Her fik han konstateret bipolar lidelse.

Efter tre måneders tid blev Steffen udskrevet, men han havde det ikke godt.

”Jeg sad simpelthen bare i et hjørne og rystede, jeg kunne ingenting.”

Det så sort ud, for med en kontanthjælp der årligt beløb sig til omkring et halvt hundrede tusinde, og en medicinregning der udgjorde det halve deraf, så var der ikke meget tilbage til mad og regninger.
Selvom det til en start virkede som en håbløs tilværelse, så skulle det vise sig at blive begyndelsen på et nyt kapitel i Steffens liv. Et liv præget af innovative projekter centreret omkring genbrug og fællesskab.

skraldecafeen – cafeen hvor der ikke laves mad til folk, men med folk.
Et af de projekter, som Steffen gennem de sidste fem år har lagt sin energi i, er Skraldecafeen. Det er et projekt startet af Steffen og hans tidligere partner Annbritt. En pop-up cafe hvor maden ikke laves af et par kokke, som er gemt væk i et køkken, men i stedet kreeres af gæsterne. Råvarerne findes i containere rundt omkring, og det udgør som sådan kernen i ideen. En ide hvor madspild søges at mindskes ved at skralde, og fællesskabet søges at rodfæste sig gennem en fælles aktivitet – madlavning.
Offentligheden blev for første gang inviteret ind i køkkenet på en solrig eftermiddag i Mølleparken i Århus, tilbage i 2015. Siden da har skraldecafeen delt ud af sin vision på skoler, institutioner samt til forskellige kulturarrangementer.

”Jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der sad og havde svært ved at få råd til både mad og medicin”
Den engang så glade gøgler fandt sig nu i en situation, hvor han måtte gribe til alternative metoder for at få andet end guldbajere på bordet. Metoder han som ung havde stiftet bekendtskab med i en container bag den lokale slikgrossist.
Han måtte skralde. Der var ikke penge til andet.

Steffen bliver dog hurtigt, gennem diverse facebook grupper, bevidst om, at han ikke er ene om hans situation.

”Jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der sad og havde svært ved at få råd til både mad og medicin, med de penge jeg havde til rådighed.”

Han begynder derfor at etablerer et netværk af skraldere der kan finde og levere mad til folk, som hverken har socialt eller økonomisk overskud. Steffen har fundet sig et sigte i livet igen. Et sigte, der som så meget andet i Steffens liv, var bundet op på tanken om genbrug og ressource udnyttelse.

Steffen mærker hvordan hans initiativ og livslyst, langsomt vender tilbage. Han har fået noget at kæmpe for i stedet for imod.

”Den her skabertrang og den her energi havde jeg et behov for at få noget godt ud af. Samtidig blev jeg meget indigneret over at blive kaldt dum og doven, hver gang jeg åbnede en avis eller tændte for radioen, og det blev så grundlaget for at starte det her forenede fødevare fællesskab.”

Hvad der var startet som en overlevelses teknik, var stille og roligt gået hen og blevet et nyt fællesskabs skabende projekt for Steffen. Et projekt hvorigennem han fandt et nyt socialt netværk og en mening med tilværelsen.

”Når man ser de skæbner, som vi har været ude ved, og ser den forskel vi har haft for folk, så opstår der en uformel forpligtigelse. En lyst og et engagement til at gøre det mere og mere og mere, og så bliver det jo til et brændstof til sidst… det var det, der gav mig noget at stå op til om morgenen. Havde jeg ikke haft det, jamen så havde jeg siddet på sofaen med en guldbajer endnu.”

”Det har været min måde at være i livet på.”
Tilbage i 2015 vinder Steffen og hans partner Århus Takker prisen for deres projekt skraldecafeen. Det åbner det offentliges øjne for projektet, og Steffen og hans partner bliver derfor ansat af kommunen i projektet. Et projekt, som han over de næste par år, lægger sit blod, sved og tårer i.

I dag har Steffen trukket sig fra skraldecafeen. Det er tid til at lade batterierne op, nyde livet i Pallepaladset, og drømme store tanker om fremtiden. Som med ethvert andet godt bål så ulmer skabertrangen stadig i Steffen. Det er blot et spørgsmål om tid før det næste projekt ser dagens lys. Et projekt der højst sandsynligt også vil centrere sig omkring genbrug og ressourcefordeling. For det der med at genbruge er ikke bare et trendy valg, det er en levemåde.

”Det har været min måde at være i livet på. En vej som jeg har nydt vældig meget og sat en stor ære i. Jeg gør det stadigvæk. Hvis jeg kan købe noget brugt, så gør jeg det. Jeg vil helst, at det har været brugt.”