På baggrund af et borgerforslag fremsat af forældreorganisationen Odder, da har Odder kommune valgt at afsætte ekstra midler til daginstitutionerne, således minimumsnormeringer kan opnås allerede fra næste år.

Af Søren Schousgaard

Fem børne år er det samme som 35 voksen år. Sådan skulle man næsten tro de tænkte i Odder Kommune. Her har man i forbindelse med budget 2021 nemlig suppleret det statslige tilskud til daginstitutionerne med fire millioner kroner. Således kan både børn og forældre i kommunen, se frem til minimumsnormeringer allerede fra næste år, og ikke først fra 2025 hvor loven om minimumsnormeringer træder i kraft.

Fremrykningen af minimumsnormeringerne sker på baggrund af et borgerforslag
Beslutningen har sine rødder, i et borgerforslag der blev fremsat i foråret. Her bad en gruppe borgere kommunen regne på, hvad det ville koste at indfører minimumsnormeringer allerede fra næste år. Og det forslag, det har kommunen handlet på. De har ikke bare afsat de to millioner der adskilte statens tilskud fra at opnå minimumsnormeringer fra næste år. De har afsat fire millioner i budgetforliget. Kommunens dagtilbud kan altså se frem til et betydeligt løft næste år.

Forældreorganisationen Odder håber på flere pædagoger
Talspersonen for forældreorganisationen Odder, Lena Bryder, er umiddelbart positivt stemt over for forslaget. Dog håber hun ikke at et løft i normeringen, sker uden at indtænke personalets faglighed heri.

– Vi er selvfølgelig interesseret i at man kigger efter uddannet personale. Vi er rigtig glade for de pædagogiske assistenter og medhjælpere der er i institutionerne, men det er pædagogerne der har kvalifikationerne til at tage sig af forældre samarbejdet, lærings planerne og børnenes lang sigtede trivsel.

Det giver vice borgmester og formand for Børn, unge og kultur udvalget, Lone Jakobi, hende ret i. Hun påpeger dog at den faglige kvalitet er betinget af en nogenlunde normering.

– Hvis vi skal snakke om et samlet kvalitetstilbud, så er der flere parametre der betyder noget for, hvilken kvalitet vi har i vores dagtilbud. Men det er også klart, at et tilstrækkeligt antal hænder er en forudsætning for noget af det andet. Man kan godt komme så langt ned i normering, at det kan vælte hele butikken, så at sige.

Selvom man skulle tro, at personalet i det danske sygehusvæsen, blev mødt med tak for deres indsats, så har en stor del af de ansatte været udsat for trusler og vold. Ifølge en undersøgelse lavet af rockwoolfonden, så har hele 33,7 procent af de kvindelige ansatte og 24,6 procent af de mandlige ansatte, i løbet af det seneste år, været udsat for trusler eller vold, i forbindelse med deres arbejde.

Retten i Viborg behandlede fredag den 15. Maj 2020 en sådan sag. Her var en ældre mand tiltalt for 4 forhold omhandlende trusler mod offentligt ansatte samt et tilfælde af vold.

Af Søren Schousgaard

Fem vidner og et hav af trusler
Den tiltalte var ikke selv til stede i retten, da han nægtede at stige ind i den taxa, der skulle køre ham fra en psykiatrisk afdeling i Herning til retten i Viborg. Tilstede var i stedet fem vidner. Fem vidner der alle fortalte, hvordan de af tiltalte var blevet truet på grov vis.

En mandlig sosu hjælper fra psykiatrisk døgnafsnit i Vejle fortalte blandt andet, hvordan tiltalte havde kigget ham i øjnene og sagt,

”Når jeg kommer ud herfra, så er der to børn mindre i verden.”

Et udsagn der, ifølge sosu hjælperen, var henvendt mod hans børn.

”Jeg håber der er nogen, der vil slagte dig, når du får fri fra arbejde.”
På trods af at tiltalte ikke var mødt op i retten, så valgte dommeren alligevel at høre vidnerne i sagen. De omtalte episoder fandt sted i perioden august 2016 til november 2017. Det skønnedes derfor, at det var til alles bedste at gennemføre høringen af vidnerne, for at undgå yderligere tab af detaljer i vidnernes forklaringer.

En anden medarbejder fra psykiatrien i Vejle, en kvindelig sygeplejerske, fortalte hvordan også hun havde været udsat for trusler fremsat af tiltalte. Sygeplejersken havde, grundet bælte fiksering af tiltalte, siddet vagt på stuen. Tiltalte havde kigget hende i øjnene og sagt,

”Jeg håber der er nogen, der vil slagte dig, når du får fri fra arbejde.”

En anden sygeplejerske, ansat ved psykiatrien i Viborg, var under noget tumult blevet tildelt to knæ i ansigtet af tiltalte. En episode der heldigvis kun medførte mindre skader.

”Det, der skal til, er flere sygeplejersker”
Grundet tiltaltes gentagende brug af trusler og vold mod offentligt ansatte, da søgte anklagemyndigheden at få ham dømt til forvaring. En straf der kun bruges overfor personer dømt for personfarlig kriminalitet eller seksualforbrydelser, og som anses for værende farlige, hvis de er på fri fod.

Selvom anklageren lykkes hermed, så er kampen mod vold og trusler i sundhedsvæsnet langt fra færdig.
En ting er at dømme de personer, der allerede har forurettet personalet noget andet er at forebygge disse episoder.
Adspurgt om hvordan dette kan gøres, udtalte Næstformand i dansk sygeplejeråd Anni Pilgaard, den 8. januar 2020 til dagbladet information,

”Det, der skal til, er flere sygeplejersker, så patienterne føler sig trygge; så man har tid til dem; og så de ikke bliver udsat, fordi man lige skal hen til den næste.”

37-årige Steffen Sands liv har altid været præget af genbrug. Lige fra dengang han som dreng skraldede slik bag den lokale grossist, til han som voksen skraldede mad til folk i nød. Hans hus er bikset sammen af gamle materialer, der har fået nyt liv, og så har hans syn for genbrug som en ressource været med til at bytte guldbajerne ud med godt humør, meningsfuldt arbejde og nye relationer.

Af Søren Schousgaard

På besøg i Pallepaladset
På en solrig mandag i Maj måned vandrer jeg afsted ud ad en lille landevej. En vej der fører mig ud af Skødstrup by, i retning af motorvejen mod øst. Den larmer.
Jeg er ikke nået langt ud af byen, før jeg finder mit mål. En lang grusbelagt indkørsel der er omgivet af alverdens skrammel. Skrammel for mig i hvert fald. Der står et par gamle campingvogne på højre side, og modsat dem ligger nogle lange brædder. Jeg kan også se en bunke af gamle cykler samt alverdens byggematerialer.
Jeg bevæger mig ind på matriklen, og lægger med det samme mærke til, hvordan den travle og monotone støj fra motorvejen fortager sig. De store smukke træer, der omkranser grunden, er et yderst effektivt værn mod bilernes brølen.
For enden af indkørslen ligger der en gammel gård, og lidt før den, to gamle skurvogne. Det er dem, jeg er på jagt efter, for her bor Steffen Sand.

Akkompagneret af forårets dufte viser Steffen mig rundt på grunden. Det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke bare er skrammel, der ligger spredt rundt omkring. Det er materialer. Gamle udtjente ting der venter på nye formål. Formål, som de før eller siden, nok skal få. For eksempel de mange paller der er brugt i forbindelse med istandsættelsen af de to skurvogne.

”Altså, jeg kalder det jo Pallepaladset, fordi det er sådan et meget brugt materiale herude.”

”Når man gerne vil forsøge at leve billigt, så giver det mening at genbruge”
Det har for Steffen aldrig været hverken bundlinjen på bankbogen eller guldbelagte biler i garagen, som har motiveret ham. Han har i stedet været drevet af en lyst til at skabe, og være til. Være til og føle friheden. Friheden til at leve sit liv efter lyst.

”Jeg havde jo, fra jeg var helt ung, et helt konkret sigte om, at jeg ville forsøge at skabe mig en tilværelse, hvor jeg ikke skulle være så afhængig af at tjene så mange penge, men egentlig bare kunne få lov til at være og have det godt med nogle gode mennesker omkring mig.”

At genbruge har derfor været en helt essentiel strategi for Steffen.

”Når man gerne vil forsøge at leve billigt, så giver det mening at genbruge. Så lang tid før, at det blev et klimaspørgsmål, der har jeg jo genbrugt og øvet mig i at nedforbruge.”

Selvom frihed gennem genbrug måske lyder som en nem vej gennem livet, så har den ikke været helt uden bump og bøvl.

Genbrug er blevet trendy
På trods af, at det er de færreste, der vælger at finde både aftensmad og hoveddør i en container, så er genbrugstendensen, ifølge livsstilsekspert Helle Lundgaard, ikke helt ualmindelig.

”Jeg mener det er blevet en trend. Det er simpelthen en modreaktion på overforbruget, som jo også hænger sammen med klimadebatten og meget mere. Folk de har ligesom fundet ud af, at det ikke kan nytte noget at forbruge så sindssygt og forurene så meget.”

At genbrug og ressourceudnyttelse er blevet trendy, kan man blandt andet se ved de mange organisationer i samfundet, som arbejder for at sætte fokus på madspild, forurening og andre forbrugsrelaterede problemer. Dog har det at genbruge ikke kun pragmatiske fordele. Det enkelte menneske kan også finde en stor personlig værdi i at genanvende.

”Det er jo en selvtilfredsstillelse. Når man bare går ud og køber nogle varer, så vil det være en øjeblikkelig behovstilfredsstillelse.
Når det i stedet er noget, man selv har gjort, så føler man sig kreativ og kan høste anerkendelse på det, og så er man jo helt oppe at ringe i forhold til selvrealiseringen.”

Det er måske denne blanding af pragmatiske og personlige fordele, der gør, at genbrug i dag anskues på en anden måde end tidligere.

”Før var der nogen der rynkede på næsen af genbrug og sagde ”gammelt lort” og sådan noget. Men flere har fået øjnene op for værdien i tingene. Så det er blevet lidt mere allemandseje i forhold til tidligere, hvor det lidt var de indviede, der gjorde det.”

Gøgler, far og bipolar
Som ung mand fandt Steffen hurtigt hans rette hylde på gøglerskolen. Der fik han lagt grundlaget for et liv, hvor arbejde og leg, på samme vis som en gøgler, og hans gode humør hang uløseligt sammen. Steffen jonglerede sin vej gennem diverse projekter og forestillinger, og livet var godt.

Men da Steffen som 23-årig blev far, opstod der et behov for masser af bleer, mere mad, nyt tøj, og i sidste ende, dybere lommer.
Steffen byttede derfor den ethjulede cykel ud med et par flyttehandsker. Først som vikar, senere som selvstændig med eget flyttefirma.

Firmaet var egentlig en succes, men det led desværre et knæk, da finanskrisen ramte Danmark i 2008.

”Når økonomien den går ned, så er der nogle ting, som folk lærer at de godt kan selv. En af de ting er flytning.”

Steffen afviklede derfor firmaet, hvorefter han indgik en aftale med jobcentret om muligheden, for igennem tre måneder, at forsøge at få stablet et gøglerprojekt på benene.

Men det var en stor mundfuld og efter et år med store omvæltninger i økonomi, bopæl og parforhold, var Steffen slidt op. Han var udkørt. Gøglerens frihed var blevet kapret af kampen for at holde familien oven vande.

”Filmen den knækker. Jeg bliver simpelthen overbebyrdet.”

Steffen blev manisk og måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling. Her fik han konstateret bipolar lidelse.

Efter tre måneders tid blev Steffen udskrevet, men han havde det ikke godt.

”Jeg sad simpelthen bare i et hjørne og rystede, jeg kunne ingenting.”

Det så sort ud, for med en kontanthjælp der årligt beløb sig til omkring et halvt hundrede tusinde, og en medicinregning der udgjorde det halve deraf, så var der ikke meget tilbage til mad og regninger.
Selvom det til en start virkede som en håbløs tilværelse, så skulle det vise sig at blive begyndelsen på et nyt kapitel i Steffens liv. Et liv præget af innovative projekter centreret omkring genbrug og fællesskab.

skraldecafeen – cafeen hvor der ikke laves mad til folk, men med folk.
Et af de projekter, som Steffen gennem de sidste fem år har lagt sin energi i, er Skraldecafeen. Det er et projekt startet af Steffen og hans tidligere partner Annbritt. En pop-up cafe hvor maden ikke laves af et par kokke, som er gemt væk i et køkken, men i stedet kreeres af gæsterne. Råvarerne findes i containere rundt omkring, og det udgør som sådan kernen i ideen. En ide hvor madspild søges at mindskes ved at skralde, og fællesskabet søges at rodfæste sig gennem en fælles aktivitet – madlavning.
Offentligheden blev for første gang inviteret ind i køkkenet på en solrig eftermiddag i Mølleparken i Århus, tilbage i 2015. Siden da har skraldecafeen delt ud af sin vision på skoler, institutioner samt til forskellige kulturarrangementer.

”Jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der sad og havde svært ved at få råd til både mad og medicin”
Den engang så glade gøgler fandt sig nu i en situation, hvor han måtte gribe til alternative metoder for at få andet end guldbajere på bordet. Metoder han som ung havde stiftet bekendtskab med i en container bag den lokale slikgrossist.
Han måtte skralde. Der var ikke penge til andet.

Steffen bliver dog hurtigt, gennem diverse facebook grupper, bevidst om, at han ikke er ene om hans situation.

”Jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der sad og havde svært ved at få råd til både mad og medicin, med de penge jeg havde til rådighed.”

Han begynder derfor at etablerer et netværk af skraldere der kan finde og levere mad til folk, som hverken har socialt eller økonomisk overskud. Steffen har fundet sig et sigte i livet igen. Et sigte, der som så meget andet i Steffens liv, var bundet op på tanken om genbrug og ressource udnyttelse.

Steffen mærker hvordan hans initiativ og livslyst, langsomt vender tilbage. Han har fået noget at kæmpe for i stedet for imod.

”Den her skabertrang og den her energi havde jeg et behov for at få noget godt ud af. Samtidig blev jeg meget indigneret over at blive kaldt dum og doven, hver gang jeg åbnede en avis eller tændte for radioen, og det blev så grundlaget for at starte det her forenede fødevare fællesskab.”

Hvad der var startet som en overlevelses teknik, var stille og roligt gået hen og blevet et nyt fællesskabs skabende projekt for Steffen. Et projekt hvorigennem han fandt et nyt socialt netværk og en mening med tilværelsen.

”Når man ser de skæbner, som vi har været ude ved, og ser den forskel vi har haft for folk, så opstår der en uformel forpligtigelse. En lyst og et engagement til at gøre det mere og mere og mere, og så bliver det jo til et brændstof til sidst… det var det, der gav mig noget at stå op til om morgenen. Havde jeg ikke haft det, jamen så havde jeg siddet på sofaen med en guldbajer endnu.”

”Det har været min måde at være i livet på.”
Tilbage i 2015 vinder Steffen og hans partner Århus Takker prisen for deres projekt skraldecafeen. Det åbner det offentliges øjne for projektet, og Steffen og hans partner bliver derfor ansat af kommunen i projektet. Et projekt, som han over de næste par år, lægger sit blod, sved og tårer i.

I dag har Steffen trukket sig fra skraldecafeen. Det er tid til at lade batterierne op, nyde livet i Pallepaladset, og drømme store tanker om fremtiden. Som med ethvert andet godt bål så ulmer skabertrangen stadig i Steffen. Det er blot et spørgsmål om tid før det næste projekt ser dagens lys. Et projekt der højst sandsynligt også vil centrere sig omkring genbrug og ressourcefordeling. For det der med at genbruge er ikke bare et trendy valg, det er en levemåde.

”Det har været min måde at være i livet på. En vej som jeg har nydt vældig meget og sat en stor ære i. Jeg gør det stadigvæk. Hvis jeg kan købe noget brugt, så gør jeg det. Jeg vil helst, at det har været brugt.”

27 årige Anders Lund Søbye fra Aalborg, var godt i gang med at stifte familie, såvel som karriere, da han sidste år fik konstateret leukæmi. I hans kamp mod døden oplevede Anders betydningen af familiens støtte, samt behovet for at leve livet nu, fremfor at udskyde sine drømme.

Af: Søren Schousgaard

Vi kender alle følelsen af at leve en tilværelse fuld af kontraster. En tilværelse præget af gode såvel som dårlige dage. Opture og nedture. Forventninger der indfries, og drømme der knuses. Dage, uger og år. År på hvilke vi igen og igen tænker tilbage, grundet de omvæltninger og forandringer disse bragte med sig. År hvor vi som mennesker beriges og berøves.

For Anders Lund Søbye blev 2019 et sådant år. Det var året, hvor han for første gang blev far. Og året, hvor han fik konstateret kræft.

Rock n research, og bleskift
Som så mange andre unge mennesker i den sidste halvdel af tyverne, så var Anders sidste år godt i gang med at stifte familie såvel som karriere. Den 27-årige civil ingeniør, og trommeslager, blev i januar for første gang far, til sønnen Falke. En stor berigelse af hans og konen Misses liv. Det var dog ikke kun den nye rolle som far, som Anders måtte finde tid til. Han var nemlig også dybt engageret i bandet 2nd Strike, samt i gang med en ambitiøs erhvervs-ph.d.
Tre tidskrævende titler der tilsammen tog sit tag på Anders.
”jeg knoklede bare… og følte mig tabt og forvirret.”

På trods af at Anders hen over sommeren opsøgte en psykolog grundet stress, så havde han i efteråret stadig en propfyldt kalender.

”Jeg havde et fuldstændig åndsvagt skema. Vi skulle spille en koncert, og morgenen efter klokken seks, der skulle jeg til Skotland for at lave nogle eksperimenter på universitet derovre. Jeg kommer hjem fredagen efter, og flyver så til USA lørdag morgen, for at tage del i en konference.”
Da Anders under konferencen bliver syg, tænker han derfor, at det må skyldes de mange flyveture og den travle tilværelse.

”Jeg var virkelig syg… Jeg var virkelig mandesyg”
Anders for det ikke bedre, da han kommer hjem.

”Jeg var lige hjemme et par dage, og så sagde jeg til min kone ´Jeg er nødt til at tage til lægen, jeg har det virkelig ad helvede til, jeg er døden nær.´ Jeg var virkelig syg… Jeg var virkelig mandesyg.”

Ved lægen får Anders desværre bekræftet, at han virkelig er syg. En blodprøve viser et abnormt højt antal hvide blodlegemer, og Anders bliver derfor kaldt direkte ud på hospitalet for at lave yderligere tests. Det resulterer i, at Anders i løbet af et enkelt døgn går fra at være virkelig mandesyg til at få konstateret akut myeloid leukæmi.

Da chokket havde lagt sig blev Anders ramt af et hav af følelser
Den nye virkelighed efterlader Anders i chok, men der går ikke længe, før han fyldes af ambivalente og modstridende følelser.

”Du har så mange følelser… Det her sker ikke for mig, det er den første følelse du har. Det her det er skjult kamera, det er en fejl, et eller andet… Så har du en følelse af, at livet er det smukkeste og mest fantastiske i hele verden. En virkelig dyb følelse af kærlighed til livet og til andre mennesker. Og så har du en ekstrem eksistentiel frygt, både for dig selv, men mest af alt for dine pårørende. Det jeg frygtede allermest for, det var for Misse og for Falke, og at jeg ville efterlade dem.”

Anders kæmpede for sin familie
Familien har for Anders ikke kun været en bekymring, men også en drivkraft samt en stor støtte.

”de har reddet mit liv, det er jeg overbevist om. Mine chancer havde været betydeligt dårligere, hvis jeg ikke havde haft dem. Det var dem der fik mig igennem dagen, det var dem der holdt mit mod oppe, det var dem der ikke gjorde at jeg blev ensom og skør, det var dem der gav mig noget at kæmpe for. Jeg har kæmpet for min familie, jeg har ikke kæmpet for mig selv.”

I februar 2020 gennemgår Anders et af de mest ekstreme indgreb, som der foretages i det danske sundhedsvæsen
I februar 2020 får Anders foretaget en knoglemarvstransplantation. Det foregår på den måde, at man ved hjælp af kemo og stråling slår kroppens immunforsvar ihjel, således det kan erstattes med et nyt fra en donor. Det er et af de mest ekstreme indgreb der foretages i det danske sygehusvæsen, og kun to tredjedele af dem der gennemgår det overlever. I den tid det tager for kroppen at vænne sig til den nye knoglemarv, da isoleres patienten, eftersom selv en simpel forkølelse kan have dødelige konsekvenser.

Selvom de fire uger i isolation var begyndelsen på et liv uden kræft, så var de for Anders stadig hårde at komme igennem. Udover transplantationens smertefulde bivirkninger, så var det kropslige traume en stor mundfuld at bearbejde.

”Da jeg trappede ned på morfinen, så blev jeg lige så stille klar i hovedet igen, og der blev det rigtig hårdt. Det er lidt ligesom, hvis du lige har løbet et maraton. Pludselig mærker du, hvor ondt det gør i dine fødder, og det går op for dig, at du lige har været igennem noget fuldstændig sindssygt. Det er svært at kapere, det er svært at rumme. Det bearbejder man ved at græde det ud. Så jeg græd, og græd, og græd.”

Ud af survival mode, og ind i parforholdsmode
I dag er Anders kommet hjem til hans familie, og på trods af det lange sygdomsforløb er han allerede i gang med at male terrassen. Terrassen er dog ikke det eneste der bliver brugt tid på.

”Mig og min kone har jo ikke haft et almindeligt forhold i et halvt år nu, fordi vi har været i survival mode. Det tager tid at komme ud af. Kærligheden skal man finde igen, man skal finde hinanden igen – ud af survival mode og ind i parforholds mode.”

”Jeg kan vælge hvordan det skal påvirke mig”
På sigt drømmer Anders om at blive selvstændig og derved få mulighed for at arbejde hjemmefra. Trommestikkerne vejer også stadig tungt i Anders tanker, og ligeså gør drømmen om en lillebror/søster til sønnen Falke.

Selvom frygten for at kræften kommer igen altid vil være der, så lader Anders sig ikke lamme af usikkerheden.

”Jeg kan vælge, hvordan det skal påvirke mig. Jeg kan vælge, om det skal lamme mig, eller om det skal presse mig til at leve det liv, jeg gerne vil leve. Jeg har valgt det sidste.”

Knud ocshner og hans kone rejste i 1958 til landsbyen Tyaitoke i Tanzania. Her virkede han igennem otte år som præst. De otte år på det Afrikanske kontinent berigede ham ikke bare med fire børn, men også et nyt sprog, samt en livslang kærlighed til landet.

Af Søren Schousgaard

Når man træder ind i Hasle kirkes forhal, da møder man på sin venstre side en opslagstavle plastret til med annoncer for babysalmesang, forsvundne katte og næste tirsdags helt store kor oplevelse. Blandt alle disse hvide A4-ark er der dog noget, som skiller sig ud. Noget der fanger det nysgerrige øje.

Midt på tavlen hænger nemlig et billede af en flok langbenede og storsmilende afrikanere. Først fristes man til at tro, at det er nogle af de beboere fra bispehaven som til tider låner Hasle kirke til at samles om deres oprindelseslandes tro, men så ser man banantræerne på billedet. Meget kan man se i Bispehaven, men ikke banantræer.

En tilfældig annonce bragte Knud og Karen til Tanzania
Lad os med et propelfly rejse tilbage til 1958. Til Tanzania, eller som det hed dengang – Tanganyika. Her er Knud Ocshner og hans kone Karen lige landet.

De var begge præget af udlængsel efter at have færdiggjort henholdsvis teologistudiet og lærerseminariet. Egentlig havde de drømt om Chicago, men da de en dag faldt over en annonce fra Dansk-missions-samling i et af tidens dagblade, så tog de et såkaldt ”leap of faith.” Et valg der skulle vise sig at blive definerende for både deres, Landsbyen Kyaitoke og Hasle kirkes fremtid.

Knud Ocshner fungerede fra årene 1958-1962, og igen fra 1964 til 1968, som præst i landsbyen Kyaitoke. Imens passede hans kone, Karen, de fire børn, som de over årene bragte til verden på det afrikanske kontinent.
Et kontinent hvor de gennem mødet med lokalbefolkningen og andre missionærer fik åbnet deres øjne for verdens diversitet
og næstekærlighedens universelle tilstedeværelse.

Sabotøren, soldaten og næstekærligheden
Særligt husker Knud, hvordan den danske missionær, Anna Gård, i starten af halvtredserne havde arbejdet sammen med en tysk missionær.

”Under en af deres første samtaler var emnet faldet på krigen, og tyskeren måtte bekende, hvordan han i starten af 1945 var blevet udstationeret i Danmark.”

”Der skete ikke meget,” sagde tyskeren,
”men en aften var jeg ude for at lede efter en sabotør på et amtshospital i Sønderjylland, men jeg fandt ham ikke”.

”Nej,” sagde Anna Gård, ”for da i kom op ad den ene trappe, da listede jeg ham ned ad den anden””.

Selvom det ikke var mere end et lille årti siden, så formåede de at tilgive, og nød et langt og glædeligt samarbejde i en verden fjern fra efterkrigstidens åbne sår.

”Da jeg gerne ville være præst, så skulle jeg kunne snakke med alle”
Gennem årene i Tanzania dannede Knud tætte venskaber med forskellige personer fra lokalbefolkningen. Venskaber der var med til at nedbryde fordomme, som han inden afrejsen knap nok vidste, at han havde.

Knud havde nemlig anset sig selv som værende et fordomsfrit menneske, en tanke, der efter hans værnepligt havde motiveret ham til at melde sig som frivillig for en flok utilpassede unge på indre Nørrebro.

Han var af den indstilling, at hvis han ville være præst, så skulle han kunne tale med alle slags mennesker.

For Knud var hjemkomsten ikke ensbetydende med et endegyldigt farvel til Tanzania
Efter to perioder af hver fire år i Tanzania, vendte Knud og hans kone i 1968 hjem til Danmark. De bosatte sig i Hasle, hvor Knud blev sognepræst i den lokale kirke. Hvervet som sognepræst var dog ikke ensbetydende med et endeligt farvel til tiden i Tanzania.

Rejsen havde sat sine tydelige spor i Knud, og hans nye tilværelse i Danmark blev flettet uløseligt sammen hans ophold i Tanzania.

Knud har gennem årene skrevet diverse undervisningsmateriale om afrikansk kultur og religion, fungeret, i kraft af hans flydende Swahili, som tolk for congolesiske flygtninge og drevet en gruppe for nydanskere i Hasle kirke.

Den universelle kirke
I 1972 modtog Tanzania titusinder af flygtninge fra Burundi. Her havde været en massakre på hutsi folket, og mange af dem var derfor flygtet til nabolandene. Knud hørte fra sine kontakter, at hans tidligere hjem på den anden side af ækvator var hårdt presset på både mad og husly.

Han fik derfor ideen til at oprette en venskabsmenighed mellem Tyaitoke og Hasle. Et koncept der i 70’erne blev dyrket stort i den danske folkekirke.

Menigheden i Hasle bakkede selvsagt også op om forslaget, og i 1975 blev ideen til virkelighed. Det har betydet, at der over de sidste 45 år er blevet sendt penge ned til landsbyen i forbindelse med forskellige projekter, herunder udvidelse af infrastruktur, en sparekasse for landsbyens kvinder, skole uniformer til børnene og juridisk bistand til landsbyens svagest stillede.

Nogle vil måske spørge hvad kirkegængerne i Hasle får ud af en sådan venskabsmenighed? Til det er svaret ifølge Knud klart.

”Hver søndag så er Tyaitoke med i kirkebønnen, og det bliver jo et dejligt konkret billede på den universelle kirke.”

Næstekærligheden lever, på samme vis som Knud, sin tilværelse grænseløst.

Hver tirsdag aften mødes Svend sammen med resten af medlemmerne fra Djurs Modelbaneklub i kælderen under Hornslet skole. Her er det fællesskabet og passionen for modeltog, som holder klubben på skinnerne.

Efter tre år i gymnasiet var Emma klar til at opleve noget nyt og spændende. Hendes udlængsel blev en drivkraft og skubbede hende ud af den kendte hverdag.

På sin rejse gennem Nepal, opdagede Emma, hvorledes gensidig nysgerrighed bryder vores fordomme og bringer os tættere sammen.

Af Søren Schousgaard

At overgive sig kan være svært. Det kræver oprigtig nysgerrighed, entusiasme og motivation. Særligt når det gælder det fremmede og det ukendte. Men for visse mennesker er dette møde med det nye og det anderledes en drivkraft. En drivkraft til at lære om sig selv, om andre og om livet. Emma er et af disse mennesker. Efter gymnasiet søgte hun at stifte bekendtskab med noget der stod i kontrast til hendes hverdag, hendes liv, hendes land. 

Det frie valgs fravær

”Jeg ville vildt gerne prøve at leve på en helt anden måde end man gør normalt,” fortæller hun med øjnene fulde af minder. Hun valgte at rejse til Nepal, hvor hun i den grad fik opfyldt sit ønske, på både godt og ondt. Særligt den meget tydelige forskel mellem mænd og kvinder bed sig fast i hende, og blev et symbol på det frie valgs fravær. Hun oplevede hvordan det var forventet af kvinderne at de ofrede deres komfort til fordel for det upraktiske traditionelle tøj. 

”Kvinderne skulle, hvis de var gift, bære store tunge halskæder for at symbolisere ægteskabet. Man så dem heller ikke vise sig frem i stramme jeans eller små toppe, men altid iført en lang sari, eller andet der dækker det meste af kroppen.”

Nysgerrighedens glæder

Hun fortæller mig om lange arbejdsdage, og om unge kvinder der grundet deres menstruation forvises til at spise og sove med dyrene. 
Jeg får langsomt fornemmelsen af en kultur der står i stærk kontrast til ikke bare vore vestlige normer og værdier, men også det billede af Nepal mange har, som værende et shangri-la.

Sjovt nok, så fortæller hun om det med et smil på læben, ja nærmest som om hun savner det. 
Umiddelbart lyder det måske mærkeligt, men det er jo det nysgerrigheden kan give os, en forståelse af det fremmede. Det giver os en mulighed for at se ting i en kontekst, tage andres perspektiv og derigennem fralægge os vores forsnævrede fordomme. 

Da jeg spørger hende om hvad hun har taget med hjem fra rejsen, svarer hun mig på overraskende vis. ”Den største værdi ligger for mig ikke i de erfaringer jeg har taget med hjem, men de erfaringer jeg har kunne videreformidle til den nepalesiske befolkning.”

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.